Det var Max og Antioinette, et pindsvin og en kloakrotte(!!?), og børnenes trafikklub, som lærte mig at passe på i trafikken flere år før jeg fik mit gå-kort, og mange år før jeg fik kørekort. Metoden var muntre sange, som stadig lurer i baghovedet i dag (nogle ville måske kalde det hjernevask), som for eksempel:
”Er der rødt så betyder det vente, er der grønt så betyder det gå. Er der rødt så betyder det vente, selvom nogen spørg' hvad vi venter på. Hey, hvad venter i på? På at det skal blive grønt, før må vi ikke gå...”
Til sidst bliver det grønt, og så går de. Og så... SPLAT!! I hvert fald, hvis Max og Antionette havde forsøgt at begå sig i trafikken blandt khmererne (Antoinette ville givetvis være blevet spist før hun overhovedet nåede så langt som til fodgængerovergangen.)
Så altså: De sidste tre uger har jeg måtte lægge Max og Antioinette bag mig, sammen med BatMads og Ymer-Tine, Trine og Rumle og alle de andre fingerpegende trafik-helte fra min barndom. I Phnom Penh gælder der ingen trafikregler.
Her lærer børnene at begå sig i trafikken siddende forrest på fars scooter med hovedet ud over styret med mor og op til fem ældre søskende siddende bagved, mens far zig zagger gennem trafikken, pløjer over for rødt lys og gennem fodgængerfelter med skræmte turister.
Fodgængerfelter fungerer mere som fodgængerfælder, hvor bilister kan optimere chancerne for at bøffe en backpacker, som fejlagtigt troede, at fodgængerfelt betød at man var fredet.
Rødt lys for biler og grønt lys for fodgængere er ingen garanti. Folk kører, som de vil, og det er enhver fodgængers pligt at passe på ikke at ramme en bil eller en scooter, når man går over for grønt. Det siger lidt om de trafikale tilstande her, at den grønne mand løber i sin lampe!
Efterhånden har jeg luret taktikkken til at gå over en vej. Tag en dyb indåndning og gå. Ikke hurtigt, men i slentrende tempo mens man holder øjne og ører voldsomt åbne og navigerer uden om biler, cykler, moto'er med mere, som kører med, mod eller tværs gennem trafikretningen. Simpelt.
Hvis khmerene nogensinde har taget en teoriprøve til kørekortet (hvilket jeg finder stærkt usandsynligt!), ville de have sat kryds samtlige steder, hvor ”jeg giver tegn med horn og lygter” var en svarmulighed.
Eksempelvis: Du kører ad en befærtet vej, men foran dig ser du, at din vejbane er blokeret af fem legende børn, tre hunde, to gravide kvinder og en krøbling. Hvordan vil du fortsætte?
Khmer-svar: Jeg trykker horn og speeder i bund og går ud fra, at de tåbelige to-, fire- og et benede flytter sig fra mit åsyn.
Man dytter simpelthen for at gøre de andre bilister opmærksomme på ens tilstedeværelse, mens man fletter ind og ud af trafikken. Hvis man er den heldige ejer af en scooter, er et populært alternativ at lade et eller begge blinklys køre konstant og dermed udnytte BEEP BEEP BEEP lyden til at spare på hornet. Endnu heldigere er ejerne af de mange kæmpe store SUV'er, firhjulstrækkere og gigantiske pickup trucks (et helt kapitel for sig), som er vejenes konger og hvis horn trumfer alt og alle andre trafikanter flygter i deres kølvand.
Her er ingen vigepligt, så hvis man kører frem mod at kryds, som ikke er lysreguleret (det er kun de rigtig store kryds, der er det, og folk ignorerer det alligevel), så dytter man, som det galdt livet selv. På en måde gør det. Højeste horn trumfer, og de andre må vige. Selvfølgelig.
I går rykkede Thomas og jer et skridt op ad rangstigen i Khmerenes Trafikklub – vi har cykler og er nu to hjulede, og har dermed ret til at forsøge at køre fodgængere ned – men ikke til noget som helst andet. Sååå...Vi hamrer klokken i bund, fylder maverne med is og så fuld fart fremad i trafikken.
I det mindste kører de i den rigtige, danske side af vejen – for de meste.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar