Glimt...

Det er de små ting, der gør det at flytte til et nyt land til noget ganske fantastisk:

Maden er fantastisk – det meste af tiden i hvert fald! På almindelige spisesteder koster et måltid omkring 2 dollar, på restauranter mellem 3-5 dollar, og så er der selvfølgelig de dyrere steder. Der er også de helt basic steder hvor de lokale spiser frokost, og som er en broget flok plactik stole og ligeså brogede retter. Maden er super, og koster som regel mellem 1-2 dollar. Til gengæld er definitionen på kylling ofte noget i retningen af ”kyllingevinge med knogle og det hele hakket i mundrette stykker” - og hvis man levner, bliver der set skævt til en.
Det er til gengæld at foretrække frem for det, der ofte optræder på menukortet de små steder, nemlig ”spareparts” with rice, som jeg endnu ikke har turde kaste mig ud i.

Vi døjer med myrer i vores ellers fine lejlighed. Derfor forsøger vi at lokke flere gekko'er til, men det ved vi ikke rigtig, hvordan man gør, så vi har købt en kæmpe spray med det pureste insektgift. BAT DEAD. 100 % KILL. Så ved man det er godt! Naturligvis er giften med lemonduft, til stor fordel for alle.

Jeg døjer med myggestik, mange, store, hævede, røde myggestik. Der er heldigvis ikke malaria her i Phnom Penh – eller det har vi i hvert fald fået at vide, der ikke er. Men for ikke at klø mig selv ihjel tog jeg på apoteket for at få noget godt narko til stikkene.
Damen bag disken og jeg havde lidt kommunkationproblemer, så jeg endte med at hive en af mine små tykke stænger med stik over disken, så hun kunne se nærmere på problemet.
”Uh! Oh! Please don't crush it! Please don't crush it!”, og mente derved, at jeg ikke måtte klø i det, (tror jeg) og så fangede hun problemet og gav mig for 1,5$ fantastisk lyserød creme til stikkene.

Jeg skulle rejse helt herover for at se lyset i de der Stieg Larsson bøger, som folk har snakket lidt om derhjemme.
I en butik, som sælger hjemmelavede ting og brugte bøger som støtte for gadebørn faldt jeg over Menn som hater kvinnor. Klog som jeg er, besluttede jeg, at jeg godt kunne give de to dollar bogen kostede og forsøge mig på forfatterens original sprog.
20 sider inde i bogen går det pludselig op for mig, at den sgu da nok er på norsk og ikke svensk (man skulle tro jeg havde fanget den, da anmeldelsen på bagsiden var fra Bergen Tidende). Anyways, jeg slugte bogen og er nu på vild jagt efter de andre to – på hvilket som helst skandinavisk-agtigt sprog.

Verden er lille. I tirsdags flyttede der såmænd en dansker ind i lejligheden ovenpå. Jeg har ikke mødt hende endnu, men håber hun tilfældigvis ligger inde med to Stieg Larsson bøger.