Ingen levende GPSi Phnom Penh

Jeg har netop læst, at taxichauffører er ”levende GPS'er” i hvert fald de londonske taxichauffører, dem som har ”the knowledge”.
Det er noget med, man har scannet dem, mens de skulle navigere gennem en computermodel af London. Det viste sig, at der er visse områder af hjernen, som har med navigering at gøre, er helt vildt store i forhold til normalen, og at disse områder lyser voldsomt op, når chauføren planlægger hvilken rute han vil tage.

Det er helt modsat her. Praj en tuk tuk eller en mototaxi (eller de kommer normalt til én), fortæl dem hvor du gerne vil hen, og se til mens lyset i chauførens hjerne helt slukkes og han stirrer blankt ud i luften. Chauførerne her brillierer med en stedsans, som er helt og aldeles fraværende.

Det skal siges at der her i det nogenlunde centrale Phnom Penh, findes 5 store boulevarder med navne: Mao Tse Toung, Sihanouk, Monivong, Norodom og Sothearos.
Ellers er de fleste andre gader og veje nummererede efter et system, som jeg ikke helt har luret endnu.

Jeg forventer ikke at chauføren uden videre skal kunne finde nummer 163 på gade 111 - særligt ikke taget i betragtning, at der sagtens kan finde på at være TO nummer 163 – en i hver ende af gaden.

Men når man gerne vil hen, hvor Norodom og Sothearos krydser hinanden, og chauføren stirrer på en og ikke aner, hvad man mener, så bliver man en smule frustreret.
Særligt når han efter 10 min med fagter og forklaringer på engelsk og khmer lader som om at ti-øren endelig er faldet, hvorefter han sætter af i den forkerte retning.
Undervejs på turen forhører han sig hos kolleger, som selvfølgelig heller ikke aner, hvor disse mystiske boulevarder skulle befinde sig. Finder man et kort frem for at illustrere pågældende kryds, brænder al hjerneaktivitet sammen, og han kører fingeren frem og tilbage over papiret, som han tydeligvis ikke har nogen anelse om hvad forestiller.

Til at begynde med lytter han ikke til gode råd fra passageren, som faktisk godt ved hvor det er (hvis man er heldig. Hvis man ikke ved præcis hvor man er på vej hen, kan man forsvinde i Phnom Penh en hel dag!), men efter et kvarters køretur, som burde have taget 5 minutter lytter han endelig, og man finder stedet hvorefter han lægger en tredjedel oveni den aftalte pris, og kigger bebrejdende på en, når man nægter at betale... Det er jo ikke hans skyld, at han ikke kunne finde vej. Suk...

Omvendt er der også chaufører som nærmest ved for meget. Efter at have været her halvanden måned møder vi af og til chaufører når man skal hjem fra bar eller restaurant, som råber ”Hey Lady! I know you! Mao tse toung 6Z” (som rigtignok er min adresse).
Sommetider er det folk, som har kørt en hjem før, andre gange er det bare mund til mund blandt chauførerne, som måske blærer sig til hinanden, når det rent faktisk er lykkedes dem at transportere en kunde hen hvor de gerne ville på under en halv time.
Det er lidt uhyggeligt, men i det mindste kommer man direkte hjem, og chauføren kigger på en med store stolte øjne ”Se hvad jeg kan! Det er for vildt! Det lykkedes!”