Lidt farligere end fyn...

Inden i læser min næste artikel på nettet, har jeg en lille tilståelse:

Her er lidt farligere at bo end på Ærø.
Artiklen handler om stigende kriminalitet rettet mod vesterlændinge – væbnede røverier og drive-by tasketyverier i særdeleshed.

Sidstnævnte er den mest farlige slags. Røverne (typisk et eller flere hold af to mænd på motorcykel) går efter (hvide) kvinder bag på motorcykler eller i tuktuk, og river simpelthen tasker eller smykker fra dem i farten med det resultat at kvinderne ofte ender på asfalten.

Sidste år blev en fransk kvinde dræbt, da hun blev revet af moto'en under et tasketyveri og blev ramt af en minivan, som ikke kunne undgå at ramme hende. Både minivan, røvere og mototaxichauffør nåede at stikke af inden politiet kom til stedet og - på trods af adskellige vidner havde set to mænd forsøge at tage tasken – erklærede det for et trafikuheld (den døde kvinde havde stadig tasken, ergo var det ikke tyveri), og dermed lukkede sagen for yderligere efterforskning.

Det er desværre ikke enestående, for selvom den franske kvinde er det eneste kendte (vesterlige) dødsfald, får mange stjålet deres tasker og kommer til skade, og politiet vil ikke snakke om det, fordi de så vil udstille hvor uduelige de er. Fantastisk.

For to uger siden gik det ud over min nyhedsredaktør, en fandenivoldsk ung engelsk blondine, som fik stjålet sin taske mens hun sad bag på en kollegas motorcykel. Klog af skade fra tidligere, havde hun ikke taskens rem på kryds over skulderen, så hun blev ikke revet af motorcyklen. I foråret blev hun og en mandlig kollega holdt op med en pistol på vej hjem fra byen og frarøvet alle deres ting.
Sidste efterår blev en kollegas (hvide) mor smadret til ukendelighed, da hun blev trukket ud af en tuktuk i fart af mænd, der stjal hendes taske. Heldigvis nåede lastbilen som kom bagefter at tage bremsen inden han ramte fru mor. Desværre er der eksempler nok at tage af.

Løs på min (FANTASTISKE) cykel i Phnom Penhs morgentrafik, mens jeg stadig turde havde tasken skråt over skulderen.

Altså er jeg færdig med at have tasken over kryds, og jeg prøver at undgå at have taske med. Værdigenstande kommer i lommerne, så tyvene bare kan stikke af med min taske med lommeletter og myggespray, hvis det er det de vil. Det er ubehageligt at tænke på, men man er bare nødt til at tage sine forholdsregler, og der er adskellige andre farlige ting at bekymre sig om, hvis man gider bruge kræfter på det.

Jeg kan kort nævne:

Trafikken, som dræber en ti stykker om ugen i PP og skader mange flere. Khmererne er bare tåbelige når det kommer til trafik, og man skal virkelig holde øjnene åbne når man cykler. Og ja – jeg skal nok få købt en cykelhjelm snart.

Skybrud som sætter gaderne under vand og får beskidt, ildelugtende kloak-agtigt vand til at skvulpe op ad husmurene og ens ben hvis man bliver fanget i det – som det skete i dag, da vores tuk tuks motor druknede og vandet stod så højt i den pøl vi var fanget i, at det kom ind gennem trægulvet når der kørte biler forbi. Jeg vil ikke tænke på, hvilke parasitter og sygdomme, der svømmer rundt i det vand, og hvad de kan gøre ved en hvis man er uheldig.

En "lille" byge i Phnom Penh med dertilhørende slamvand. Det sker ca et par gange om ugen. Læg mærke til de nøgne børn i baggrunden, som morer sig med at plaske i vandmasserne.

I små pytter af dette ildelugtende vand trives i øvrigt larverne fra den slags myg, som bærer Dengue feber virusen videre. Det er allerede en grov sæson i år, og modsat maleria som der i det mindste ikke er i PP), er der ikke meget at gøre andet end at bruge myggespray og forsøge at undgå at blive bidt.

Hvis man bliver bidt og smittet kan man se frem til alt mellem en uge og en måned med feber, kraftig hovedpine, led og muskelsmerter (i gamle dage hed sygdommen breakbone fever), kvalme og opkasninger – og det bedste af det hele er, at man ikke må tage smertestillende piller, fordi man så kan risikere indre blødninger.

Da jeg åbenbart smager fantastisk, får jeg et par myggestik i døgnet uanset hvad jeg gør. Det giver lidt spænding i tilværelsen at vågne op hver nat, fordi der er et par nye myggestik som klør og tænke ”gad vide, om det er det her, som giver mig Dengue” og man må vente mellem fire dage og en uge til man finder ud af, at det var det ikke. I mellemtiden har man fået en del flere stik.

Personligt mener jeg, at airconditionanlægget, som brummer løs over mit hoved, er den største trussel mod mit liv og helbred i tiden.
Overalt kører khmerene deres airconditionanlæg som om de gemmer et kadaver i lokalet, som ikke må tø. Kontoret er ingen undtagelse. Svedoverskægget, som jeg erhverver mig ved at bevæge mig gennem 40 + grader varm khmer morgentrafik på cykel, fryser til is på et øjeblik, når jeg kommer ind på kontoret om morgenen. Jeg ifører mig herefter min sweatshirt med hætte (jeg overvejer alvorligt at anskaffe matchende joggingbukser og varme sokker), og henter mig et glas kaffe at varme mig på. Ahhh...

Døden skal jo have en årsag, som man siger. Her er bare lidt flere årsager at vælge imellem – i det mindste er kedsomhed ikke en af dem.