Der er noget i luften...

Der var engang i de sene 80'erne og spæde 90'ere, hvor jeg var besat af brevpapir, My Little Pony og viskelæder, og alt andet som havde en vidunderlig syntetisk duft af diverse frugter, boblebad og tyggegummi.

Dengang kunne khmererne ikke være med på bølgen, men jeg skal lige love for, at de er kommet efter det og tilmed rykket det op på et helt overdrevet plan. De lader det at være besatte af ting med duft og særligt papir med duft er et hit.

Menukort kan være trykt på lyserødt glimmer papir med en tung odeur af en tuggegummilignende substans.

Vores lommeletter (kror dak chout moat = papir ren mund, naturligvis) er prydet med stjerner og blomster og dufter har en duft af falske blomster.

Forleden dag i parken reddede jeg en lille piges lyserøde ballon, som havde taget flugten. Til min store forundring var der rasle-ris indeni ballonen og til endnu større undring duftede ballonen (og pigen!) af syntetisk jordbær. Fantastisk!

Vores (lyserøde) toiletpapir dufter af babypudder. Hvem vil lugte til sit toiletpapir endsige ens bagdel efter toiletbesøg!? Ja, jeg har stukket snuden til det rene toiletpapir, men kun fordi jeg skulle pudse næse!

De flash cards (med Khmer ord på den ene side og engelsk på den modsatte), som vores søde khmer -lærer er stor fan af (Please do homework!) er også gennemsyrede af mystisk 80'er brevpapirs duft (men kun halvdelen af dem er lyserøde!). Resultatet er, at Thomas og jeg stolt kan dufte som My Little Pony'er, som bevis på, at vi har lavet lektier.

Som før nævnt er vores insektgift udstyret med behagelig lemon duft.

På vores toiletter på arbejde (som naturligvis også er udstyret med lyserødt, duftende wc-papir), kæmper tre store duftfriskere på cisternen om at få lov til at dominere domicilet med netop deres syntetiske duft.

Listen fortsætter, og hver gang jeg opdager en ny malplaceret syntetisk duft klør jeg mig selv i hovedbunden (som dufter af blomstereng extreme) og tænker

HVORFOR?

Hurra! Jeg er rask igen, eller næsten...

Jeg er i hvert fald tilbage på arbejde, hvor jeg tager den med søndags og sygdomsro.

Jeg kan dermed også fejre, at jeg har haft min første sygdom her og mit første lægebesøg på en meget fin og dyr klinik. 181 dollar måtte jeg slippe for at få undersøgt hvorfor jeg mon led af næsten 3 uger lang konstant kvalme, morgenmads-afsky, manglende appetit, småfeber og skingrende vilde hovedpiner. Ret pebret taget i betragtning af at den bedste khmer grafiske designer her på stedet tjener 200 dollars om måneden.

Det var heldigvis ikke Dengue Fever, graviditet, malaria eller lignende farlige tilstande, men jeg har fået noget hæsligt medicin, som skal slå nogle bakterier ihjel i min mave.
Så istedet for at kvalmen kommer af sig selv, skal jeg nu udløse den to gange dagligt ved at tage brusetabletter med smag af sødt, salt og mint (død over opfinderen af brusetabletter!!) og antibiotika, som på mystisk vis 30 minutter efter jeg har slugt pillen, begynder at sive ud i min mund som et evigt bitter-kemisk bolche. Jeg har heldigvis fundet et sted hvor de sælger Fisherman's friend, som også er blevet min ven.

Fejres skal det også, at jeg har haft mit andet forside foto, og at jeg endelig kan finde ud af at putte fotos på bloggen. HURRA!


Flyvende enhjøring flygter fra tordenvejr. Park i Phnom Penh.


Forside foto nummer to... Pause i regnen betyder badminton i parken en søndag eftermiddag.

Farvel til Max og Antionette

Det var Max og Antioinette, et pindsvin og en kloakrotte(!!?), og børnenes trafikklub, som lærte mig at passe på i trafikken flere år før jeg fik mit gå-kort, og mange år før jeg fik kørekort. Metoden var muntre sange, som stadig lurer i baghovedet i dag (nogle ville måske kalde det hjernevask), som for eksempel:

”Er der rødt så betyder det vente, er der grønt så betyder det gå. Er der rødt så betyder det vente, selvom nogen spørg' hvad vi venter på. Hey, hvad venter i på? På at det skal blive grønt, før må vi ikke gå...”

Til sidst bliver det grønt, og så går de. Og så... SPLAT!! I hvert fald, hvis Max og Antionette havde forsøgt at begå sig i trafikken blandt khmererne (Antoinette ville givetvis være blevet spist før hun overhovedet nåede så langt som til fodgængerovergangen.)

Så altså: De sidste tre uger har jeg måtte lægge Max og Antioinette bag mig, sammen med BatMads og Ymer-Tine, Trine og Rumle og alle de andre fingerpegende trafik-helte fra min barndom. I Phnom Penh gælder der ingen trafikregler.

Her lærer børnene at begå sig i trafikken siddende forrest på fars scooter med hovedet ud over styret med mor og op til fem ældre søskende siddende bagved, mens far zig zagger gennem trafikken, pløjer over for rødt lys og gennem fodgængerfelter med skræmte turister.

Fodgængerfelter fungerer mere som fodgængerfælder, hvor bilister kan optimere chancerne for at bøffe en backpacker, som fejlagtigt troede, at fodgængerfelt betød at man var fredet.

Rødt lys for biler og grønt lys for fodgængere er ingen garanti. Folk kører, som de vil, og det er enhver fodgængers pligt at passe på ikke at ramme en bil eller en scooter, når man går over for grønt. Det siger lidt om de trafikale tilstande her, at den grønne mand løber i sin lampe!

Efterhånden har jeg luret taktikkken til at gå over en vej. Tag en dyb indåndning og gå. Ikke hurtigt, men i slentrende tempo mens man holder øjne og ører voldsomt åbne og navigerer uden om biler, cykler, moto'er med mere, som kører med, mod eller tværs gennem trafikretningen. Simpelt.

Hvis khmerene nogensinde har taget en teoriprøve til kørekortet (hvilket jeg finder stærkt usandsynligt!), ville de have sat kryds samtlige steder, hvor ”jeg giver tegn med horn og lygter” var en svarmulighed.

Eksempelvis: Du kører ad en befærtet vej, men foran dig ser du, at din vejbane er blokeret af fem legende børn, tre hunde, to gravide kvinder og en krøbling. Hvordan vil du fortsætte?
Khmer-svar: Jeg trykker horn og speeder i bund og går ud fra, at de tåbelige to-, fire- og et benede flytter sig fra mit åsyn.

Man dytter simpelthen for at gøre de andre bilister opmærksomme på ens tilstedeværelse, mens man fletter ind og ud af trafikken. Hvis man er den heldige ejer af en scooter, er et populært alternativ at lade et eller begge blinklys køre konstant og dermed udnytte BEEP BEEP BEEP lyden til at spare på hornet. Endnu heldigere er ejerne af de mange kæmpe store SUV'er, firhjulstrækkere og gigantiske pickup trucks (et helt kapitel for sig), som er vejenes konger og hvis horn trumfer alt og alle andre trafikanter flygter i deres kølvand.

Her er ingen vigepligt, så hvis man kører frem mod at kryds, som ikke er lysreguleret (det er kun de rigtig store kryds, der er det, og folk ignorerer det alligevel), så dytter man, som det galdt livet selv. På en måde gør det. Højeste horn trumfer, og de andre må vige. Selvfølgelig.

I går rykkede Thomas og jer et skridt op ad rangstigen i Khmerenes Trafikklub – vi har cykler og er nu to hjulede, og har dermed ret til at forsøge at køre fodgængere ned – men ikke til noget som helst andet. Sååå...Vi hamrer klokken i bund, fylder maverne med is og så fuld fart fremad i trafikken.

I det mindste kører de i den rigtige, danske side af vejen – for de meste.

Glimt...

Det er de små ting, der gør det at flytte til et nyt land til noget ganske fantastisk:

Maden er fantastisk – det meste af tiden i hvert fald! På almindelige spisesteder koster et måltid omkring 2 dollar, på restauranter mellem 3-5 dollar, og så er der selvfølgelig de dyrere steder. Der er også de helt basic steder hvor de lokale spiser frokost, og som er en broget flok plactik stole og ligeså brogede retter. Maden er super, og koster som regel mellem 1-2 dollar. Til gengæld er definitionen på kylling ofte noget i retningen af ”kyllingevinge med knogle og det hele hakket i mundrette stykker” - og hvis man levner, bliver der set skævt til en.
Det er til gengæld at foretrække frem for det, der ofte optræder på menukortet de små steder, nemlig ”spareparts” with rice, som jeg endnu ikke har turde kaste mig ud i.

Vi døjer med myrer i vores ellers fine lejlighed. Derfor forsøger vi at lokke flere gekko'er til, men det ved vi ikke rigtig, hvordan man gør, så vi har købt en kæmpe spray med det pureste insektgift. BAT DEAD. 100 % KILL. Så ved man det er godt! Naturligvis er giften med lemonduft, til stor fordel for alle.

Jeg døjer med myggestik, mange, store, hævede, røde myggestik. Der er heldigvis ikke malaria her i Phnom Penh – eller det har vi i hvert fald fået at vide, der ikke er. Men for ikke at klø mig selv ihjel tog jeg på apoteket for at få noget godt narko til stikkene.
Damen bag disken og jeg havde lidt kommunkationproblemer, så jeg endte med at hive en af mine små tykke stænger med stik over disken, så hun kunne se nærmere på problemet.
”Uh! Oh! Please don't crush it! Please don't crush it!”, og mente derved, at jeg ikke måtte klø i det, (tror jeg) og så fangede hun problemet og gav mig for 1,5$ fantastisk lyserød creme til stikkene.

Jeg skulle rejse helt herover for at se lyset i de der Stieg Larsson bøger, som folk har snakket lidt om derhjemme.
I en butik, som sælger hjemmelavede ting og brugte bøger som støtte for gadebørn faldt jeg over Menn som hater kvinnor. Klog som jeg er, besluttede jeg, at jeg godt kunne give de to dollar bogen kostede og forsøge mig på forfatterens original sprog.
20 sider inde i bogen går det pludselig op for mig, at den sgu da nok er på norsk og ikke svensk (man skulle tro jeg havde fanget den, da anmeldelsen på bagsiden var fra Bergen Tidende). Anyways, jeg slugte bogen og er nu på vild jagt efter de andre to – på hvilket som helst skandinavisk-agtigt sprog.

Verden er lille. I tirsdags flyttede der såmænd en dansker ind i lejligheden ovenpå. Jeg har ikke mødt hende endnu, men håber hun tilfældigvis ligger inde med to Stieg Larsson bøger.

Kgnom chmuhr Camilla, kgnom rein Khmer

Jeg hedder Camilla, jeg studerer Khmer.



I tirsdags gik det løs med den første khmer-time.



Udtalen slår til tider knuder på tungen, men grammatisk er er sproget faktisk ligetil. Endelser på udsagnsord ændrer sig nærmest aldrig og er det samme i nutid, datid, fremtid, og uanset om det drejer sig om én eller mange, han eller hunkøn. Skønt.
Taler man om datid eller fremtid smækker man bare et ban eller nung foran udsagnsordet. Nemt. Så skal jeg bare huske alle ordene og følge med når folk taler super hurtigt - ikke så nemt.



Vores Khmer lærer hedder Nim Song og er indbegrebet af girl power. I et land, hvor en politibetjent og andre offentligt ansatte, tjener 20$ om måneden (intet under, at korruptionen er høj), en fabriksarbejder omkring 40$/måneden, har Nim sit eget firma og skovler penge ind.



Thomas og jeg giver tilsammen 20$ for en time med hende, mens eneundervisning koster 15$ i timen. Nim studerer og arbejder fra ca. klokken ni om morgenen, og til ca. kl 20, seks dage om ugen, og må derfor siges at tjene en pæn månedsløn.

Hun er vældig dygtig, og det er fedt at hun har forstået at tjene penge på os "rige" udlændinge.

Hun er streng, og vi skal studere hårdt, så vi kan bestå hendes små tests og eksamener - til gengæld er vi blevet lovet en lille gave når vi består den første rigtige eksamen.

Vi har tre lektioner om ugen, så vi har travlt med at terpe.

Til gengæld betaler det sig også. Vi har fået ros af lokale, og moto og tuk tuk chauffører er mindre tilbøjelige til at forsøge at tage røven på en, når man kan forhandle på lidt gebrokkent khmer.

Om Post-Its og ny lejlighed...

Så skete det.
Bloggen og turen er skudt i gang, og jeg misbruger firmaets internet til at opdatere bloggen.

Jeg landede i Cambodia torsdag aften, med bagage og det hele, og Thomas samlede mig op i lufthavnen og så gik turen ellers med tuk-tuk gennem gaderne til vores nye lejlighed.

Vi bor på førstesalen af et hus, hvor vi har køkken, badeværelse, to pænt store soveværelser (med air condition, hurra!) , stue og balkon, forbundet af en laaang gang, og krydret med et par gekkoer og en hel del myrer. Vi håber på flere gekkoer snart og dermed færre myrer.

Lejligheden er fin og lys med godt 4 meter til loftet og så er det en skattekiste af alskens kurvemøbler. Kurvesofa, kurvebord, kurvestole, kurvereoler, kurvekomoder og kurveskab. Det er aldeles vidunderligt, og beder bare om at blive krydret med alverdens kitchede ting fra markedet. Jeg glæder mig. Vi har plads til gæster, så hvis nogen skulle trænge til luftforandring, er i velkomne. Bare giv lyd i forvejen ;)
Jeg håber at kunne vise billeder af hytten snart.

De første dage har jeg været lidt som en post-it seddel. Klistret og blank.
Selvom jeg har været her før, er der mange nye indtryk, der skal bearbejdes.

Luftfugtighed, sprog, fattigdom, tidsforskel og vild trafik er blandt de ting, som hvirvler rundt i hovedet.

Det er regntid, så luftfugtigheden er skyhøj, men temperaturen er i den lavere ende ( ca. 27 grader) med lejlighedsvise regnskyl. Vel at mærke ikke småbyger, men regnskyl af den slags, der ville få vejrmændene i Danmark til at advare flere dage i forvejen, og bede folk om at tætne deres kældre. Man vænner sig til det.

Sproget er umuligt, og jeg ved at det bliver svært at lære det. Det tog mig et par dage bare at lære goddag og tak, men nu er der tal på vej, og imorgen starter sprogundervisningen, så jeg vænner mig nok til det også.

Der er nok at vænne sig til og vænne sig fra og vende imod og vende om.
Meget mere om meget andet snart...