Korruption = dårlig karma

Tillykke til Danmark for, sammen med New Zealand og Sverige, at være det mindst korrupte land i verden ifølge en ny rapport fra Transparency International, som holder øje med den slags.

Knap så meget tillykke til Cambodia for for tredje år i træk at være blevet endnu mere korrupt. Det er nu nummer 14 på listen over mest korrupte lande i verden, overgået af lande som Somalia, Irak, Afghanistan og Zimbabwe. Sidste år var de ”kun” nummer 19 på listen.
Regeringen her afviser (naturligvis) undersøgelsen, som humbug.

I dag er det Cambodias Constitution Day og første åbningsdag af parliamentet siden der var valg for godt to måneder siden. Vores kontor ligger bag ved parliamentsbygningen, og derfor er større veje, der fører på arbejde spærret af og det var lidt af en mission at komme på job i morges.

Ved alle vejspærringer står der politi i pæne uniformer med hvide handsker og sørger for at folk ikke kommer gennem vejspærringerne.
Altså med mindre de vil betale for det. En stor champagnefarvet Lexus firhjulstrækker kører snildt gennem afspæringen efter at have langet en stak sedler ud af vinduet, og en tralv forretningsmand på gåben benytter samme metode. Vi står og venter og ser på mens politimændene bagefter står med deres pæne handsker og deler deres beskidte penge i fuld offentlighed.

For alle ved det, sådan er det bare. Folk stoler ikke på politi, myndigheder, retssale, skoler (jo flere penge man giver læreren, desto højere karakter) og offentlige hospitaler (her får man hurtigere og bedre behandling hvis man er villig til at bestikke alt fra dørmand over receptionist til sygeplejerske og apoteker) fordi det er gennemsyret af korruption og nepotisme.

Det er på alle mulige måder som i sangen ”Der bor en bager...” Har du penge, så kan du få, men har du ingen så må du gå. Desværre gælder det ikke kun basser, men alt.
Man siger det koster 6000 dollar at slippe afsted med mord. Det er den sum det koster at bestikke politi, ofrets familie, domstol med mere for enten at blive frikendt eller slet ikke blive sagsøgt.

De offentlige lønninger er så lave, at korruption er en nødvendighed for at overleve. Lærere og politimænd tjener efter sigende omkring 30-40 dollar om måneden. En nogenlunde betalt arbejder på en af de mange tøjfabrikker tjener mere end det.
Færdselspolitiet tjener til føden ved at vinke folk ind og give bøder som de har lyst til, og man kan ikke gøre andet end at betale. Det er kun motorcykler og lignende det går ud over, fordi de er bange for alle de magtfulde mænd i de store biler.

Typisk kræver de omkring en halv eller en hel dollar i bøde af lokale, men kan de hive en udlænding ind, kan de finde på at kræve 200 dollar, som naturligvis skal betales kontant på stedet. Bøderne er dog til forhandling, og de motorcykelkørende hvide kolleger jeg har betaler typisk et par dollar i bøde.

En af de andre praktikanter på avisen har haft indbrud i weekenden, og det tog hende flere timer (selv med hjælp fra en af khmer reporterne) at finde en politistation, som gad tage indbruddet alvorligt – naturligvis først efter hun have betalt vedkommende 5 dollar.
Pædofile udlændinge benytter sig af at bestikke domstolene til at gøre deres domme mildere, blive sigtet for andet end voldtægt, eller på mystisk vis blive løsladt efter at have aftjent 3 måneder af ens 12 års dom for pædofili, som det skete for nylig.

Listen fortsætter i det uendelige, er ekstremt frustrerende og det giver kvalme hos en forkælet dansker som mig, at se politimændene dele deres korrupte bytte i fuld offentlighed.

For ingen logisk grund er vejene afspærret endnu to dage – måske trænger betjentene til at tjene en ekstra skilling inden de næste helligdage, som begynder i starten af næste uge og som kræver at de ofrer ekstra lækre ting ved templet for at holde deres forfædres sjæle ude af helvede eller fri for dårlig karma.
Jeg ved ikke med deres forfædre, men jeg er sgu sikker på, at korruption giver virkelig dårlig karma.

Ingen levende GPSi Phnom Penh

Jeg har netop læst, at taxichauffører er ”levende GPS'er” i hvert fald de londonske taxichauffører, dem som har ”the knowledge”.
Det er noget med, man har scannet dem, mens de skulle navigere gennem en computermodel af London. Det viste sig, at der er visse områder af hjernen, som har med navigering at gøre, er helt vildt store i forhold til normalen, og at disse områder lyser voldsomt op, når chauføren planlægger hvilken rute han vil tage.

Det er helt modsat her. Praj en tuk tuk eller en mototaxi (eller de kommer normalt til én), fortæl dem hvor du gerne vil hen, og se til mens lyset i chauførens hjerne helt slukkes og han stirrer blankt ud i luften. Chauførerne her brillierer med en stedsans, som er helt og aldeles fraværende.

Det skal siges at der her i det nogenlunde centrale Phnom Penh, findes 5 store boulevarder med navne: Mao Tse Toung, Sihanouk, Monivong, Norodom og Sothearos.
Ellers er de fleste andre gader og veje nummererede efter et system, som jeg ikke helt har luret endnu.

Jeg forventer ikke at chauføren uden videre skal kunne finde nummer 163 på gade 111 - særligt ikke taget i betragtning, at der sagtens kan finde på at være TO nummer 163 – en i hver ende af gaden.

Men når man gerne vil hen, hvor Norodom og Sothearos krydser hinanden, og chauføren stirrer på en og ikke aner, hvad man mener, så bliver man en smule frustreret.
Særligt når han efter 10 min med fagter og forklaringer på engelsk og khmer lader som om at ti-øren endelig er faldet, hvorefter han sætter af i den forkerte retning.
Undervejs på turen forhører han sig hos kolleger, som selvfølgelig heller ikke aner, hvor disse mystiske boulevarder skulle befinde sig. Finder man et kort frem for at illustrere pågældende kryds, brænder al hjerneaktivitet sammen, og han kører fingeren frem og tilbage over papiret, som han tydeligvis ikke har nogen anelse om hvad forestiller.

Til at begynde med lytter han ikke til gode råd fra passageren, som faktisk godt ved hvor det er (hvis man er heldig. Hvis man ikke ved præcis hvor man er på vej hen, kan man forsvinde i Phnom Penh en hel dag!), men efter et kvarters køretur, som burde have taget 5 minutter lytter han endelig, og man finder stedet hvorefter han lægger en tredjedel oveni den aftalte pris, og kigger bebrejdende på en, når man nægter at betale... Det er jo ikke hans skyld, at han ikke kunne finde vej. Suk...

Omvendt er der også chaufører som nærmest ved for meget. Efter at have været her halvanden måned møder vi af og til chaufører når man skal hjem fra bar eller restaurant, som råber ”Hey Lady! I know you! Mao tse toung 6Z” (som rigtignok er min adresse).
Sommetider er det folk, som har kørt en hjem før, andre gange er det bare mund til mund blandt chauførerne, som måske blærer sig til hinanden, når det rent faktisk er lykkedes dem at transportere en kunde hen hvor de gerne ville på under en halv time.
Det er lidt uhyggeligt, men i det mindste kommer man direkte hjem, og chauføren kigger på en med store stolte øjne ”Se hvad jeg kan! Det er for vildt! Det lykkedes!”

Ladylike lørdag...

Efter en lidt negativ blog sidst, må jeg hellere fortælle om noget positivt, nemlig at have weekend.
Lørdag er min søndag, hvor jeg har helt fri, bortset fra at vi altid har en times khmer midt på dagen.
Da for en sjælden gangs skyld hverken var syg, havde tømmermænd eller isoleret af mega regnvejr, besluttede jeg mig for at spendere noget af min hårdttjente SU på en rigtig tøsedag, da khmertimen var overstået.

Jeg drog ned til ”skrædderstræde” (de forskellige forretninger ligger side om side forskellige steder i byen i klumper) til ”min” skrædder og hentede en nederdel jeg havde bestilt for et par dage siden – en kopi af en af mine andre nederdele.
Jeg er nemlig næsten blevet en dame. Jeg har ikke haft bukser på i over en måned, faktisk har jeg kun haft bukser på én gang mens jeg har været her. Men altså så har jeg haft nederdel eller kjole på, for det er ildeset at gå med numsen bar.
Man skal have fint tøj på på arbejde, så jeg har brug for flere nederdele og skjorter. Heldigvis er det billigt at få lavet. Nederdelen endte med at koste godt 6 dollar og den er helt perfekt.

Til pænt tøj hører selvfølgelig pæne sko, og jeg tog derfor videre og hentede mine nye sko fra skomageren, som jeg havde bestilt for to uger siden, lavet præcis som jeg ville have dem og præcis til mine platte fødder. Sorte flade lædersko og et par hvide sandaler med lidt hæl.
Jeg var begejstret og bestilte straks et par sandaler af det pureste guld, som jeg glæder mig til at hente om et par uger. Jeg har desværre nok ikke råd til at blive ved med at bestille nye sko hver gang jeg henter et par, selvom de kun koster 15 dollar pr par.

For yderligere at forkæle mig selv købte jeg endnu en (brugt) Bill Bryson bog for den nette sum af 5 dollar.

Til at bidrage yderligere til de fine fornemmelser kommer, at man ikke kan gå 100 meter ned ad en gade uden at et par nuttede unger vil begynde at råbe, "hello!!! Hello!!!" efter en, som om man er lidt berømt (hvilket jeg jo næsten også er. Jeg kommer jo fra selveste Michael Learns To Rock's hjemland!). Tilgengæld må en enlig (hvid) "dame" også finde sig i alverdens tilråb fra mototaxi og tuk tuk chaufører, som går fra at hilse pænt, over at være fornærmede over at jeg bare gerne vil gå, til frierier og "I love you lady!"

Pludselig med alt det nye så mine fødder og hænder sjuskede ud og jeg drog derfor ud og fik en manicure og pedicure og blev puslet om en times tid indtil jeg skinnede som noget der skinner. Pris for hele herligheden: 5 dollar – lige til at overkomme.
Nu har jeg mit livs første franske manicure, som dog trods alt er rigeligt damet til mig. Næste gang vælger jeg plain pink.

Herligt og meget dameligt!
(Så gør det ikke så meget at jeg startede dagen med grisemad på KFC sammen med andre tykke og drukramte udlændinge, og at jeg ikke sluttede dagen med champagne og sushi, men med kyllingelår og bananmilkshake.)

Lidt farligere end fyn...

Inden i læser min næste artikel på nettet, har jeg en lille tilståelse:

Her er lidt farligere at bo end på Ærø.
Artiklen handler om stigende kriminalitet rettet mod vesterlændinge – væbnede røverier og drive-by tasketyverier i særdeleshed.

Sidstnævnte er den mest farlige slags. Røverne (typisk et eller flere hold af to mænd på motorcykel) går efter (hvide) kvinder bag på motorcykler eller i tuktuk, og river simpelthen tasker eller smykker fra dem i farten med det resultat at kvinderne ofte ender på asfalten.

Sidste år blev en fransk kvinde dræbt, da hun blev revet af moto'en under et tasketyveri og blev ramt af en minivan, som ikke kunne undgå at ramme hende. Både minivan, røvere og mototaxichauffør nåede at stikke af inden politiet kom til stedet og - på trods af adskellige vidner havde set to mænd forsøge at tage tasken – erklærede det for et trafikuheld (den døde kvinde havde stadig tasken, ergo var det ikke tyveri), og dermed lukkede sagen for yderligere efterforskning.

Det er desværre ikke enestående, for selvom den franske kvinde er det eneste kendte (vesterlige) dødsfald, får mange stjålet deres tasker og kommer til skade, og politiet vil ikke snakke om det, fordi de så vil udstille hvor uduelige de er. Fantastisk.

For to uger siden gik det ud over min nyhedsredaktør, en fandenivoldsk ung engelsk blondine, som fik stjålet sin taske mens hun sad bag på en kollegas motorcykel. Klog af skade fra tidligere, havde hun ikke taskens rem på kryds over skulderen, så hun blev ikke revet af motorcyklen. I foråret blev hun og en mandlig kollega holdt op med en pistol på vej hjem fra byen og frarøvet alle deres ting.
Sidste efterår blev en kollegas (hvide) mor smadret til ukendelighed, da hun blev trukket ud af en tuktuk i fart af mænd, der stjal hendes taske. Heldigvis nåede lastbilen som kom bagefter at tage bremsen inden han ramte fru mor. Desværre er der eksempler nok at tage af.

Løs på min (FANTASTISKE) cykel i Phnom Penhs morgentrafik, mens jeg stadig turde havde tasken skråt over skulderen.

Altså er jeg færdig med at have tasken over kryds, og jeg prøver at undgå at have taske med. Værdigenstande kommer i lommerne, så tyvene bare kan stikke af med min taske med lommeletter og myggespray, hvis det er det de vil. Det er ubehageligt at tænke på, men man er bare nødt til at tage sine forholdsregler, og der er adskellige andre farlige ting at bekymre sig om, hvis man gider bruge kræfter på det.

Jeg kan kort nævne:

Trafikken, som dræber en ti stykker om ugen i PP og skader mange flere. Khmererne er bare tåbelige når det kommer til trafik, og man skal virkelig holde øjnene åbne når man cykler. Og ja – jeg skal nok få købt en cykelhjelm snart.

Skybrud som sætter gaderne under vand og får beskidt, ildelugtende kloak-agtigt vand til at skvulpe op ad husmurene og ens ben hvis man bliver fanget i det – som det skete i dag, da vores tuk tuks motor druknede og vandet stod så højt i den pøl vi var fanget i, at det kom ind gennem trægulvet når der kørte biler forbi. Jeg vil ikke tænke på, hvilke parasitter og sygdomme, der svømmer rundt i det vand, og hvad de kan gøre ved en hvis man er uheldig.

En "lille" byge i Phnom Penh med dertilhørende slamvand. Det sker ca et par gange om ugen. Læg mærke til de nøgne børn i baggrunden, som morer sig med at plaske i vandmasserne.

I små pytter af dette ildelugtende vand trives i øvrigt larverne fra den slags myg, som bærer Dengue feber virusen videre. Det er allerede en grov sæson i år, og modsat maleria som der i det mindste ikke er i PP), er der ikke meget at gøre andet end at bruge myggespray og forsøge at undgå at blive bidt.

Hvis man bliver bidt og smittet kan man se frem til alt mellem en uge og en måned med feber, kraftig hovedpine, led og muskelsmerter (i gamle dage hed sygdommen breakbone fever), kvalme og opkasninger – og det bedste af det hele er, at man ikke må tage smertestillende piller, fordi man så kan risikere indre blødninger.

Da jeg åbenbart smager fantastisk, får jeg et par myggestik i døgnet uanset hvad jeg gør. Det giver lidt spænding i tilværelsen at vågne op hver nat, fordi der er et par nye myggestik som klør og tænke ”gad vide, om det er det her, som giver mig Dengue” og man må vente mellem fire dage og en uge til man finder ud af, at det var det ikke. I mellemtiden har man fået en del flere stik.

Personligt mener jeg, at airconditionanlægget, som brummer løs over mit hoved, er den største trussel mod mit liv og helbred i tiden.
Overalt kører khmerene deres airconditionanlæg som om de gemmer et kadaver i lokalet, som ikke må tø. Kontoret er ingen undtagelse. Svedoverskægget, som jeg erhverver mig ved at bevæge mig gennem 40 + grader varm khmer morgentrafik på cykel, fryser til is på et øjeblik, når jeg kommer ind på kontoret om morgenen. Jeg ifører mig herefter min sweatshirt med hætte (jeg overvejer alvorligt at anskaffe matchende joggingbukser og varme sokker), og henter mig et glas kaffe at varme mig på. Ahhh...

Døden skal jo have en årsag, som man siger. Her er bare lidt flere årsager at vælge imellem – i det mindste er kedsomhed ikke en af dem.

Khmer klipning og shampoo extreme

Jeg har det reneste hoved nogensinde.
Jeg ved det, fordi jeg i lørdags fik den grundigste, længste og mærkeligste shampoonering nogensinde, og jeg blev så ren at det holder endnu.
Thomas trængte til en klipning, og da en engelsk-talende kvinde udenfor en frisørforretning gjorde ham opmærksom på det (need haircut, sir?), slog han til.

Inde i butikken blev jeg spurgt om ikke jeg også skulle klippes. Først sagde jeg nej, men ved nærmere eftertanke var jeg ikke blevet klippet siden april, fordi jeg ikke stoler på frisører længere og eller måske er for nærig til at betale for dem, der er til at stole på.
Så jeg besluttede mig til at prøve... Det kostede to dollar og kunne umuligt være værre end de mange ubehagelige møder jeg har haft med danske frisører.

Først blev jeg klippet (eller rettere skåret) og resultatet blev overraskende godt.
Så kom jeg ved et uheld til at sige ja til en shamponering.
Til min store overraskelse blev jeg ikke bedt om at komme med over til vasken (som i øvrigt ikke var der), men shampoo-pigen (som er forskellig fra engelsk-damen, sakse-pigen, og is-te-hente-pigen) hældte shampoo på mit hoved, pøsede lidt vand på, og begyndte at ælte.

Da hele mit hoved skummede voldsomt, fjernede hun skummet, smed det i skraldespanden (!?), gnubbede mig lidt i tindingerne og i panden og startede forfra.
Det gentog sig mange gange i løbet af den næste halve time, inden jeg blev bedt om at komme med over til vasken, som lå langt ude i baglokalet og var forbundet med en massagebriks. Mens jeg lå der vaskede hun lige mit hoved en enkelt gang mere (for en sikkerheds skyld) inden hun endelig skyllede.

En føntørring senere fik vi regningen på 6 dollar for to gange klip og en gang ekstrem shampoonering. Så flottede jeg mig og gik i supermarkedet og købte mig en føntørrer for 5 dollar, men nærede mig for at købe glattejernet til tre dollar – jeg ved jo ikke om jeg får brug for det.

(Jeg har desuden også de mest velduftende ben nogensinde. Rengøringsdamen på arbejde har sat en elektronisk luftfrisker op under mit bord (en lidet diskret hentydning, måske) så nu har jeg ikke nogen stikkontakt i nærheden, men tilgengæld har jeg duftende ben.)